Steen Gade
Steen Gade

Introduktion > Profil


Læs et kort CV her.

Folketingsmedlem for SF.

Steen Gade arbejdede 2003-2005 som forfatter og foredragsholder, efter at han i 2003 forlod posten som direktør for Miljøstyrelsen i protest mod Fogh-regeringens nedskæringer på miljøområdet. "Der skæres ikke bare til benet. Der skæres i benet", sagde han, da han forlod det job, han havde haft i 4 år. Han betegner selv det år, han havde siden, han smækkede med døren og gik, som et "fjumreår". Det er der kommet en bog ud af. "Gades Europa".

Europæisk og globalt
Desuden har han påtaget sig græsrodsopgaver som formand for "Nyt Europa", som han startede i 1998, og han er nyvalgt til styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke. Han har taget initiativ til udgivelsen af Worldwatch Institutes årbog for 2004 om det globale forbrug af ressourcer og varer. Optræder sammen med Grundfos' koncernbestyrelsesformand med forord i bogen og arbejder i det hele taget bredt med miljøforhold og globale problemstillinger. Den nuværende regerings kortsigtede prioriteringer, nedprioritering af miljø og bæredygtighed, manglende udsyn og appellen til fremmedfjendskhed oprører ham.

Miljøet på dagsordenen
Som direktør for Miljøstyrelsen fra 1999 til 2003 arbejdede han også internationalt. Sad i priskomiteen for Nordisk Ministerråds miljøpris og var med til både at give filosoffen Arne Ness og miljøaktivisterne i Bellona prisen. Han repræsenterede Danmark i Det Europæiske Miljøagenturs bestyrelse og blev i 2001 vicepræsident for agenturets management-board. Desuden repræsenterede han Danmark ved flere internationale møder, blandt andet i forbindelse med Kyoto-forhandlingerne.

17 år i Folketinget
Før det havde han en lang politisk karriere i Folketinget gennem 17 år med miljø og Europa som de gennemgående temaer - og med sæde i begge udvalg og ordfører for SF på begge områder i næsten hele perioden. Valgt for SF siden 1981, indtil han forlod Folketinget i 1999 for at overtage direktørposten i Miljøstyrelsen. I Folketinget blev han hurtigt centralt placeret, og han blev formand for SF's folketingsgruppe efter formandsvalget i 1991, hvor han med få stemmer tabte til Holger K. Nielsen. Han var sammen med Holger K. Nielsen SF's frontfigurer ved nej'et til Maastricht-traktaten og derefter i forhandlingerne om Det nationale Kompromis i 1993. Var en ivrig fortaler for et tæt - men kritisk - parløb med De Radikale og Socialdemokraterne i 1990'erne. Var formand for Folketingets miljøudvalg fra 1994 til 1999. Og medlem af landbrugs- og fiskeriudvalget og udenrigsudvalget gennem mange år. Arbejdede også internationalt og var medlem af Globe Europes styrekomite (en organisation for miljøinteresserede parlamentarikere på tværs af grænserne) og startede samarbejdet mellem de europæiske landes miljøudvalg.

Nyt Europa blev født
I 1997 mente han, at SF skulle støtte Amsterdamtraktaten og kæmpede for det på SF's landsmøde, men led nederlag. Dagen efter forlod han posten som gruppeformand og EU-ordfører. Han startede derefter græsrodsorganisationen "Nyt Europa", der samler EU-positive fra centrum-venstre. I praksis fra De radikale, fra Socialdemokraterne og fra SF samt mange partiløse. Nyt Europas første slogan blev: "Hellere kritisk indenfor end udenfor."

En jysk kosmopolit
Før han kom i Folketinget var Steen Gade konsulent for SF's Oplysningsforbund (SFOF) et par år. Og før det skolelærer i omkring 10 år. Først på Korup Skole ved Odense fra 1969. Derefter fra 1974 på Sejs Skole ved Silkeborg. Han meldte sig ind i SF i 1966 og hans mere udadvendte politiske karriere i SF startede i Odense, hvor han blev partiforeningsformand og medlem af SF's hovedbestyrelse i henholdsvis 1971 og 1970.
Han er i dag 59 år. Født i 1945. Vokset op i Thisted. Uddannet lærer i Herning og bor nu på Amager og har sommerhus i Norge. Han er gift med Turid Leirvoll, har to voksne børn i sit første ægteskab. Og er blevet bedstefar.



(c) Steen Gade 2004