Gades Europa > Indledningsafsnit

Denne bog er dansk. Pæredansk. På samme måde som de pæresorter, der dyrkes i Danmark. Mit leksikon fortæller mig, at tre af de mest almindelige er Clara Frijs, der er fremavlet i Danmark, Conference, der er fra England, og Doyenne du Cornice, der kommer fra Frankrig. Altså er bogen også europæisk. Den er oven i købet global. Den er en fortælling om min egen udvikling, når det gælder Europa. Om det danske EU-medlemskab. Om suverænitet, demokrati og overnationalitet. Om hvordan det er at udvikle sig fra at være modstander til at blive en lidenskabelig tilhænger. Og samtidig er den et forsøg på at tage temperaturen på de store forandringer, som Danmark – sammen med det meste af verden – gennemløber i disse år. Samt et forsøg på at komme nogle spadestik dybere for at ?nde forklaringer på alle vores aktuelle danske forbehold. Når det gælder EU, når det gælder »de fremmede« og verden. Hvad er det, der sker med os danskere, når vi oplever, at verden kommer »buldrende«?
Åbenlyst er det, at vi reagerer. Med hjemstavnsromantik og »tilbage til det trygge gamle«. Med angst og usikkerhed. Med modstand. Mod ændringerne, mod de fremmede, mod EU. Vi skjuler os i det nærmeste musehul, eller vi bygger et stærkt nationalt hegn for at beskytte os mod »den onde omverden« – et nyt Dannevirke, måske?

Og vi bliver hjulpet godt på vej i den retning af stærke folkelige og nationale traditioner. Både opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat, det rodfæstede grundtvigianske fællesskab og venstre-?øjens kapitalismekritik har været med til at gøre os meget nationalt orienterede og forbeholdne.
Velfærdsstaten, som socialdemokraterne byggede op, er en meget national konstruktion. Lokal kan man næsten sige. Fra kolonihaveforeningens fællesskab til fagforeningens og boligforeningens. Med en stærk intern solidaritet blandt medlemmerne, og med hegn udenom. Og landet blev bygget af stærke, solidariske og handlekraf-tige mennesker. Og det store samfund blev konstrueret – eller i hvert fald opfattet – på den samme måde. Dit »medlemskort« er din dansk-hed. Sociale ordninger, sygehuse, skoler osv. er fællesskaber for alle – vel at mærke hvis de er »medlemmer i foreningen«. Altså danske! I den svenske socialdemokratiske velfærdsstat bliver det næsten tydeligere understreget. Her er man åbenbart født ind i den samme familie, for velfærdssamfundet bliver ligefrem kaldt et hjem – et »folkehjem«.
Den grundtvigianske tradition har mere upræcise forestillinger. Her knyttes det nationale, menigheden, Danmark og Vorherre sammen i et tæt fællesskab (dog ikke med missionsfolkene). Frie, kristne og frisindede mennesker, der naturligt tog ansvar, gik på højskole og byggede landet. Varmt, godt og frisindet indeni, men vanskeligt at få adgangsbillet til. Lidt lettere for gårdmænd end for husmænd, men det helt afgørende er danskheden. Den er adgangskrav nummer et, og højskolesangbogens sangskat er den nødvendige fælles værdibase.
Og selv den socialistiske kapitalismekritik har ofte været national og snæver. Ikke sjældent er den udenlandske kapital beskrevet som langt værre end indenlandske kapitalister. De multinationale kan næsten ikke være danske, eller hvordan er det nu, det er med Carlsberg, Prince of Denmark m.m.? Fra starten af EF-debatten helt tilbage i 60’erne blev EF dæmoniseret som kapitalens EF, selv om de øvrige EF-lande f.eks. havde langt ?ere offentligt ejede virksomheder end det »kapitalistiske Danmark«. Den danske model, den skandinaviske model for kapitalisme blev især i den mere kommunistisk inspirerede retorik næsten slet ikke til kapitalisme. Eller det blev i hvert fald opfattet som meget lettere at lave den danske kapitalisme om end den store kapitalisme i hele EU. Det lille land Danmark og dets »små« kapitalister ville bedre – og næsten i »samme båd« – kunne stå sammen imod de store.
Alle tre traditioner er jeg en del af. De har præget mig og været med til at danne mine meninger. De har præget den danske samfunds-udvikling stærkt og positivt på masser af områder. Men jeg kan også se, at de har været med til at spærre for udsynet for mange mennesker, der føler sig knyttet til centrum-venstre i dansk politik. Ligesom jeg selv. Min egen udvikling fra at være en modstanderfront-?gur til i dag at være i front for mere integration og EU-fællesskab har skærpet min opmærksomhed over for netop denne del af vi danskeres forbehold over for EF/EU.

I de sidste 10 år er højre?øjens forbehold blevet lagt oven i venstre?øjens forbehold. Og højre?øjen præger mere og mere modstanden mod EU, ligesom den styrer forbeholdstænkningen over for de fremmede. Pia Kjærsgaards, Bertel Haarders og Anders Fogh Rasmussens nykonservative forbeholdsprojekt går således langt videre end centrum-venstres. Det ikke bare spærrer for udsynet, men det spiller en direkte ubehagelig rolle. Her er tale om kynisk spekulation i vores usikkerhed over for de store forandringer og det globale »bulder«. De benytter gamle autoritære tricks og polariserer samfundet. Os mod de andre. Os mod de fremmede. Noget for noget. Her bliver det hele reduceret til egoisme og et forsøg på at bevogte »det danske smørhul« over for de andre – nasserne.

Det yderste højre – i stigende grad i alliance med centrum-højre – i Danmark, Europa og resten af verden lever af den – for alt for mange mennesker tilforladelige – cocktail af nationalisme, modstand mod de fremmede, EU-modstand og en åndelig antiglobalisering. Jeg vil prøve at vise, hvor farlig denne cocktail er, og hvor farlig jeg tror den kan blive. Samt se på hvordan den også lever af brudstykker fra de tre førnævnte centrum-venstre-traditioner. Desværre tror jeg, at det er en pest, der spreder sig i verden lige nu. Derfor er bogen også en opfordring til at se det i øjnene og et forsøg på at mobilisere til bred modstand mod nationalegoisme og etnisk polarisering.
Hvis det skal lykkes, kræver det, at der anvises nye og effektive handlemuligheder for os som borgere i en foranderlig verden. Så vi ikke behøver – og holder op med – at krybe i musehullerne eller bygge store hegn op ved »sydgrænsen«.
Det er her, Europa kommer ind i billedet. For udvidelsen af det danske demokrati til også at omfatte demokrati på europæisk niveau giver os nye chancer for at tackle de problemer, som globaliseringen medfører for samfundet og for den enkelte. Jeg vil prøve at vise, at Europa – og dermed EU – er den oplagte mulighed for at forene det lokale med det globale og dermed give almindelige mennesker ind-?ydelse – både politisk og privat – på de vigtigste problemer i vor tid.
Jeg giver også et bud på en politisk vision for et fælles grønt og socialt Europa, baseret på ny teknologi og strukturreformer, som en udvikling af de europæiske velfærdsstater. En vision om et EU, som vil påtage sig et lederskab i forbindelse med de globale udfordringer og sætte den globale sociale, miljømæssige og sikkerhedspolitiske dagsorden.
Det er et bud på en politisk vision, der kan samle brede centrum-venstre-kræfter i Danmark og erstatte og videreudvikle den vision, der blev formuleret i Det nationale Kompromis i 1993. En vision, der kan bringe det politiske liv ud af det dødvande, som de store partier har bragt det i ved deres angst for at udfordre vælgerne i velfærds- og EU-diskussionen. Der er efter min mening et skisma mellem tempoet i den økonomiske udvikling og den politiske vilje og forståelse i befolkningen. Jeg har derfor også et bud på, hvordan vi danskere får sjælen med os i det europæiske projekt.
Og jeg tager mig selv med, kan ikke andet. For jeg har jo selv gennemlevet alle disse ændringer fra at være aktiv i Folkebevægelsen mod EF fra før 1972 til i dag at være aktiv i foreningen Nyt Europa, som jeg startede i 1998 for at styrke centrum-venstre-ja-siden før folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten. Med 17 år i Folketinget i bagagen. Heraf 15 år som medlem af Folketingets Europaudvalg (det tidligere markedsudvalg) og som talsmand og ordfører i EF/EU-spørgs-mål for SF i den periode, hvor SF udviklede sig og blev placeret som et afgørende omdrejningspunkt for dansk Europapolitik og dermed et vigtigt parti i Danmark.
Jeg har ændret synspunkter undervejs. Fra at være EU-modstander til nærmest at være agitator for mere union. For et stadig mere fælles Europa. I samme periode har Europa og verden ændret sig, meget. Hvordan det samspil har været. Hvad der har gjort særligt indtryk på mig. Hvilke politiske afgørelser og forløb, der har præget mig. Hvad der driver mig. Mine idealer og holdninger. Det vil jeg alt sammen gerne fortælle om med mange tilbageblik til begivenheder, der blev af afgørende betydning for min stillingtagen. Bogen er skrevet i dagens aktuelle ramme i begyndelsen af 2004 med konventets forslag til en ny forfatningstraktat i »baglommen« og som en del af diskussionen om, hvad Europa har brug for.