Steen Gade
Steen Gade

Artikler / Aktuelt > SF vil skabe grønne job

SF vil skabe et miljøalternativ i valgkampen med flere grønne job, mere miljø- og energiforskning og afgifter på farlige stoffer. Skattestigninger skal betale.
Ritzaus Bureau, 26. januar 2005

SF vil skabe grønne job i vindmølleindustrien, ved energibesparelser, solceller og -varme, biogasanlæg og energiattester på bygninger. Det skal også forskes mere for at sikre flere af fremtidens arbejdspladser for akademikere og ufaglærte i samarbejde mellem myndigheder, universiteter og virksomheder.

Det foreslår SF i en grøn erhvervspolitik, som Steen Gade, Jørn Jespersen og Anne Grete Holmsgaard tirsdag præsenterede på Christiansborg. Partiet søger at skabe et grønt alternativ til VK-regeringen sammen med Socialdemokraterne og De Radikale. Miljøet har hidtil stået lavt på vælgernes dagsorden i valgkampen, erkendte SF'erne.

Vindmøller skaber 20.000 job i Danmark, heraf 6000 i industrien og resten hos underleverandører og firmaer, som opstiller møllerne. Ufaglærte besætter hvert fjerde job i vindmølleindustrien, som er voksede med støtte siden 70'erne. Virksomheder som Velux, Danfoss, Grundfos og Rockwool har også nydt godt af høje danske afgifter og skærpede krav til blandt andet energibesparelser, påpegede Steen Gade.

- Man kunne undre sig over, at en borgerlig regering har forringet mulighederne for at skabe arbejdspladser. Det er folk lidt forundrede over, sagde han.
Steen Gade gik som Miljøstyrelsens direktør i protest mod VK-regeringens sparekrav, men opstiller for SF i Skivekredsen. Og miljø skal igen samtænkes med energi i forskning og centraladministrationen. I 2001 splittede VK-regeringen splittede Miljø- og Energiministeriet.

SF vil skabe flest nye private grønne job. Staten skal gøde markedet for virksomhederne. Det sker ved miljø- og energikrav om forbud mod phthalater, energibesparelser i bygninger med mere solvarme og forbud mod "kemi i børnehøjde". Samtidig vil SF give statstilskud over nogle år som støtte til solceller eller store anlæg med solvarme i fjernvarmen, forklarede Jørn Jespersen.

Der skal lægges høje afgifter på forurenende stoffer som pvc, phthalater, pesticider, batterier, kulbrændsel og bromerede flammehæmmere. SF vil retablere puljen til at udvikle rene alternative stoffer, som VK-regeringen afskaffede. Offentlige institutioner skal købe øko-mad og hårde hvidevarer, it og fotokopimaskiner skal opfylde energikrav.

Danske kloakker og vandledninger skal renoveres, og affald fra elektronik og husholdninger skal indsamles og behandles efter samme krav. Det skal skabe markeder for danske virksomheder, hvor Danmark skal være et hestehoved foran, forklarede Steen Gade.
Staten skal opbygge miljøbistand til Ukraine, Rusland, Brasilien, Kina, Indien, Tyrkiet og Kasakhstan. Det kan skabe dansk eksport af vandrensning, spildevand og opfylde klimamål i Kyoto-aftalen. Dansk virksomheder fik før fem-syv procent af projektet som støtte og skabte eksport. Miljøministeriet skal igen lave en international indsats og påvirke krav i EU, mener SF.

Forskningen skal op på én procent af produktionen i 2010. Det koster 14,7 milliarder kroner - knap fem milliarder kroner mere, end VK-regeringen har lovet. SF betaler udgifterne ved at hæve skatterne til niveauet ved magtskiftet i 2001, forklarede Anne Grete Holmsgaard.

Universiteterne får større grundbevilling, og det strategiske forskningsprogram får 300 millioner kroner mere til miljø- og energiforskning. Danmark kan om ti år spare 40 procent af energien ved effektiv indsats. Vi har Europas største solvarmeanlæg på Ærø, og der kan skabes et marked for dyre solceller med statstilskud i fem-seks år, sagde hun.
/ritzau/


(c) Steen Gade 2004