Bidrag til bogen "Flere Med Nye Regler"

Udgivet af partiet Venstre, december 2004. Øvrige bidragsydere er Lykke Friis, Kasper Søgaard og Peter Vesterdorff.

Den forfatning som hele Europa nu skal tage stilling til, er - som de tidligere traktatændringer - forberedt af en regeringskonference, hvor embedsmænd og ministre har forhandlet. Men desuden er den forberedt af et konvent bestående af folkevalgte fra alle EU,s medlemslande. Og de har sat deres spor. Ændringerne af traktatgrundlaget for EU-samarbejdet indarbejdes i en samlet ny helhed, der kaldes en forfatning. De to første - og nye afsnit,- der beskriver samarbejdet, er blevet langt lettere at læse og forstå. Beslutningsprocesserne er blevet forenklede og dermed lettere at følge med i for os som borgere. Og mange flere flertalsafgørelser giver mulighed for at effektivisere samarbejdet. Noget den store udvidelse af EU med 10 nye lande og omkring 100 millioner nye borgere har nødvendiggjort. Dermed skal jeg bestemt ikke påstå, at det nu bare er let at forstå EU,s beslutningsprocesser og at læse traktaten. Det sidste store afsnit er blot alle de gamle kendte traktater, så her er alt ved det gamle. Men altså klare forbedringer. Også for at vi som borgere bedre kan forstå, at EU er en politisk kampplads på overnationalt niveau, hvor forskellige politiske anskuelser skal kæmpe med hinanden, og hvor der skal indgås kompromisser. Akkurat på samme måde som vi kender det i kommuen, i amtet og i Folketinget. Vurderet i forhold til det eksisterende traktatgrundlag - det er Nice-traktaten - er der åbenlyse og nødvendige forbedringer Det vil derfor være et betydeligt nederlag for hele ideen om et samlet og udvidet EU, som kan optræde stærkere på verdensscenen, hvis forfatningen forkastes. Det vil skabe krisestemning og fremme nationalisme. Vi har brug for det modsatte: Mere fællesskab.

DEMOKRATIET ER EU,s AKILLESHÆL.
EU,s største folkelige problem er de åbenlyse demokratiske svagheder i EU,s funktion og opbygning. Den meget lave valgdeltagelse ved valget til Europaparlamentsvalget understreger det. Men her tager forfatningen heldigvis et stort skridt fremad. Især fordi Europaparlamentet styrkes. På flere end 40 områder - f.eks når det gælder bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og flygtninge/indvandrerområdet - overgår EU nu til flertalsafgørelser, hvorved Europaparlamentet får direkte indflydelse. Der er stadig langt igen før Parlamentet har den magt, som den burde - f.eks. på den konkrete udformning af hele landbrugspolitikken, men selv på det område begynder parlamentet nu for første gang at få nogen indflydelse. Desuden får parlamentet direkte indflydelse på udpegningen af formanden for EU-kommissionen. En magt som det nyvalgte parlament allerede begyndte at tage forskud på ved at nægte godkendelse af den første italienske kommissær. En meget god beslutningen, hvor parlamentet viste sig som et rigtigt parlament og meddelte, at det ikke ville acceptere en person med holdninger til homoseksuelle og kvinders rettigheder i direkte modstrid til de holdninger, som han netop ifølge den nye forfatning skal værne om. Altså ikke sindelagskontrol, men en værdig markering af vilje til at tage værdier alvorligt.

Forfatningen lægger vægt på at styrke fællesskabet i den brogede europæiske mangfoldighed af kulturer og religioner, og den skelner mellem områder, hvor beslutningerne tages med delt kompetance mellem landene og EU, hvor de skal tages alene på EU-niveau, samt hvor man i EU- samarbejdet kun kan henstille til medlemslandene. Det gør samspillet mellem nationalstaterne og EU-beslutninger mere forståeligt.Og så bliver der fuld offentlighed når der lovgives (vedtages direktiver) i EU. En dansk mærkesag tilbage fra Det nationale Kompromis i 1993, som nu gennemføres. Det nytter altså at kæmpe for noget, selv om det somme tider går langsomt.
De nationale parlamenter får mulighed for at blive mere inddraget i startfasen af lovgivningsprocessen - f.eks. vedrørende grønbøger og hvidbøger, og der repareres på den åbenlyse absurditet, at landene ikke - ifølge den eksisterende traktat - kan melde sig ud af EU. I praksis har Grønland vist, at det kunne man godt, men det er alligevel en vigtigt demokratisk markering, at retten nu traktatfæstes. Der skal oprettes et parlamentarisk kontrolorgan fra Europaparlamentet sammen med de nationale parlamenter i forhold til Europol - EU,s politisamarbejde. Og endelig traktatfæster EU for første gang forpligtelsen til at tage initiativer, der fremmer deltagerdemokrati på tværs af grænserne. I artikel 47. Det bliver f.eks. muligt ved hjælp af underskriftsindsamlinger i flere lande, at presse initiativer frem. Deltagerdemokratiet har Nyt Europa givet særlig opmærksomhed det sidste år, og vi har blandt andet udarbejdet et omfattende forslag til, hvordan de nye paragrafer kan benyttes til at føre de nordiske erfaringer med højskoler og demokrati fra neden videre på europæisk niveau. Med 500.000 unge hvert år på "højskolekurser" på tværs af grænser og kulturer for alle Europas unge. De næste år skal bruges til at realisere denne ide, forhåbentlig hjulpet på vej af den aftale, der i Folketinget er indgået mellem de 5 partier i Danmark, der i selve aftalen skriver: "Vi vil tage og støtte initiativer,som kan bidrage til at fremme deltagerdemokrati". En særlig vigtig opgave i de kommende år bliver - bl.a. gennem sådanne initiativer - at fremme udviklingen af en fælles europæisk offentlighed. Måske det vigtigste initiativområde at udvikle i takt med, at Europaparlamentets magt øges.

Ved at traktatfæste fælles værdier som demokrati, menneskerettigheder, antidiskrimination, ligestilling mellem mænd og kvinder, samt indføre et charter for grundlæggende rettigheder for alle borgere i EU, giver vi samtidig hinanden - som borgere i et fællesskab - det nødvendige fælles ståsted for bedre at kunne forstå den ret storslåede proces, som vi i disse år er en del af i Europa. Nemlig på vej til at opbygge et demokrati på et overnationalt niveau, som intet tager fra os nationalt, men giver os mulighed for at få indflydelse på de store ting - oveni. Det er ikke færdigbygget og perfekt med denne forfatningen,- slet ikke - men det er det eneste sted i verden, hvor man er kommet så langt med at udvide demokratiet, så det bedre kan matche globaliseringen af økonomien og de stærke økonomiske kræfter. Det kan vi godt være lidt stolte af, og jeg er sikker på, at nogle af de andre store regionale samarbejder, der er på vej rundt om i verden - f.eks. i Sydamerika - bliver kraftigt inspireret af os.

ET STÆRKERE EU ER HELT NØDVENDIGT.
At give EU en større global rolle er en vigtig del af traktatændringerne. Her vil en udenrigsminister for EU kunne blive en markant styrkelse. Også fordi han eller hun samtidig skal være kommissær. Får to kasketter og skal tale med én mund. Der giver helt nye muligheder for at styrke EU,s civile sikkerhedspolitik. Og for at vise global styrke på en række "bløde" områder. Det gælder f.eks. i de globale miljøforhandlinger, hvor EU allerede har førertrøjen på. Især når det gælder gennemførelsen af Kyotoaftalen og den aftale,der skal afløse Kyoto- aftalen efter år 2012. For vi er kun lige begyndt den helt nødvendige globale "lovgivning" for at begrænse drivhuseffekten, der truer hele klodens stabilitet. Det drejer sig også om at skabe stærkere globale institutioner, som alle lande skal rette sig efter. Alt sammen områder, hvor USA er den store modspiller, der siger nej til Kyoto-aftalen og helt generelt modarbejder bindende globale aftaler. Ligesom USA er meget valne overfor FN. Kun EU kan give det nødvendige globale modspil.Genvalget af Bush som præsident i USA understreger for mig nødvendigheden af en meget hurtig styrkelse af EU,s udenrigspolitiske samarbejde. Man må jo også konstatere, at det er hårdt påkrævet efter EU-landene blev totalt splittede om krigen i Irak.
Men styrkelsen handler ikke bare om at give modspil til USA, men også om bedre at kunne etablere en mere ligeværdig indsats for at fremme demokrati på hele kloden, samt modarbejde og bekæmpe terrorisme.Jeg håber, at EU vil påtage sig den opgave at stille sig i spidsen for en global indsats for at fjerne verdens diktaturer og støtte den globale demokratisk revolution, der heldigvis er igang. På samme måde som afkoloniseringen efter 2. verdenskrig var et globalt projekt, skal kampen for demokrati i alle lande på kloden blive det store globale frigørelsesprojekt i dette århundredes første tiår. Med EU i førertrøjen.
Mulighederne for at lave krisestyring, konfliktforebyggelse, fredsbevarende og fredsskabende indsats på EU-niveau styrkes. Traktaten sætter rammerne for civile og militære operationer udenfor EU,s område. Altså i høj grad en udenrigs-og sikkerhedspolitisk dimension under udvikling og i overensstemmelse med FN-pagtens principper. Samt under hensyn til at fastholde medlemslandenes selvbestemmelse. Man kan diskutere tempoet, der ikke er særligt stærkt, men retningen ser klar ud. Og det konkrete indhold vil altid afhænge af dels udviklingen i verden og dels det politiske flertal på det tidspunkt, hvor der skal tages beslutninger. Det vil give muligheder for, at EU kan styrke FN ved at tilbyde at gribe ind med både bløde og hårdere midler. F.eks. for at hindre folkemord, etnisk udrensning m.m. Mens dette er skrives er Darfur i Sudan et aktuelt eksempel på verdenssamfundets svigt og magtesløshed. Før det den manglende indsats i Rwanda, hvor 700.000 mennesker blev slået ihjel i løbet af nogle måneder. Og i Europa under krigene på Balkan i 90,erne, hvor mange hundrede muslimer blev slagtet i Screbrenice, og hvor den truende etniske udrensning af kosovoalbanere blev standset - ikke af os europæere - men af USA. For os i Europa burde det være argumenter nok. Vi må ud at den totale afhængighed af USA og : Aldrig mere Screbrenice.
En del af denne styrkelse - den militære del - vil Danmark ikke kunne deltage i så længe vi har forbeholdet på dette område. Det understreger behovet for, at vi efter afstemningen om traktaten ganske hurtigt også ophæver undtagelserne. De gav - efter min opfattelse - mening i 1993, men de afspejler slet ikke erfaringerne i løbet af 90,erne, og er i dag blevet en klods om benet på os.

DEN STORE EU-UDVIDELSE SIKRES.
Forfatningen er nødvendig for at sikre udvidelsen. Jeg ved godt, at Nice-traktaten blev "solgt" på den samme melodi, men den var på mange måder udtryk for et dårligt kompromis med Frankrigs Chirac som en rigtig dårlig chefkok. Nu er der grundlæggende rettigheder til alle borgere. Vi understreger de europæiske værdier. Det er forøvrigt de samme, som vi tidligere kaldte nordiske eller danske. Nu gælder de for alle borgere i EU uafhængigt af kulturelle forskelle og uafhængigt af om man er protestant, græsk-katolsk, romersk-katolsk, jøde, muslim eller ateist. For at nævne de "religioner",der i mange hundrede år har været en del af Europa. Og i virkeligheden er de universelle. Det er et godt fælles fundament, f.eks. når vi skal tage stilling til yderligere udvidelser af EU - f.eks. med Tyrkiet. Traktatens motto: Fællesskab i mangfoldighed understreger hele ideen. En ide, der gør det muligt for alvor at begynde at føle sig som europæer, samtidig med at vi er danske. En nødvendighed, hvis vore børn skal klare sig godt i fremtidens globale virkelighed. For mit eget vedkommende: Fra Thy og dansker og samtidig europæer. Forhåbentlig på vej til at blive verdensborger.

BEDRE MULIGHEDER.
Forfatningen tager et stort skridt når det gælder fælles bekæmpelse af kriminalitet og fælles flygtninge/indvandrerpolitik. Igen en nødvendighed. For hvis vi ikke løser problemerne med flygtninge og indvandrere i fællesskab i Europa fører det blot til at vi "eksporterer" problemer videre til andre lande i Europa. Akkurat som Danmark gør det i disse år, hvor et flertal - i ly af den danske undtagelse, der aldrig var ment på denne måde - gennemfører regler, der ikke er i overensstemmelse med resten af Europas. Statsministeren har så foreslået et nyt forbehold - kun på flygtninge/indvandrerområdet - og fået mulighed for at indføre det som en del af forhandlingerne og forfatningen. Jeg er meget kritisk overfor et nyt forbehold, der næsten kun kan medføre, at vi i Danmark fortsat vil polarisere den danske debat og flygtninge/indvandrere i modsætningen: os og de fremmede. Vi danskere har i stedet brug for at skabe dialog og forståelse. Heri indbefattet en knaldhård markering af de - nu med forfatningen - europæiske værdier. Og vi har brug for at fjerne alle forbeholdene - ikke at opdigte nye.

Og når vi nu er ved tidslerne i det samlede kompleks, som vi til sin tid skal tage stilling til ( altså både traktaten og den danske aftale) , kommer vi ikke udenom den stopklods, der er indført vedrørende arbejdsmarkeds/socialområdet og beskyttelse af vandrende arbejdstagere. Al erfaring - f.eks. tydeligt på miljøområdet - siger os, at på områder, hvor vi ønsker bedre bestemmelser, er vi bedst tjent med at gå over til flertalsafgørelser og minimumsbestemmelser. Efter min mening gælder den erfaring også på arbejdsmarkedsområdet, hvor vi jo faktisk kan takke EU-regler og lovgivning for en række rettigheder for lønmodtagerne. F.eks. den omvendte bevisførelse ved beskyttelsen mod at afskedige kvinder på grund af graviditet. Men i Danmark er den overvældende - og stort set falske bekymring - at EU- regler vil kunne underminere sociale rettigheder. Så en af de rigtig svære opgaver i de kommende år bliver at forklare og overbevise om, at det faktisk er i lønmodtagernes interesse - og en del af forsvaret for velfærdssamfundet i Danmark - at få flere flertalsafgørelser på arbejdsmarkedsområdet. Europa er jo den eneste plet på verdenskortet, hvor så mange lande ved siden af hinanden, har opbygget velfærdssamfund. Systemerne er lidt forskellige - hvad vi jo tydeligt ser i Øresundsregionen mellem Sverige og Danmark - men det overordnede er , at de europæiske lande har opbygget samfund, hvor der tages hensyn - også til de dårligst stillede. I modsætning til filosofien i USA, hvor det mere er, at "fanden tager de sidste". Det er helt afgørende, at EU i de kommende års globale konkurrence udvikler og udbygger en social tænkning så ikke alt går op i snæver konkurrenceevne. Det vil for øvrigt også være klogt, for fremtidens arbejdspladser kan faktisk opfindes ved at udvikle endnu mere lige og mere miljømæssigt bæredygtige økonomier.

Men ellers er den politiske aftale ganske fremadrettet og sætter gode pejlemærker for den danske indsats i de kommende år. Den understreger den fortsatte indsats for åbenhed, nærhed og demokrati i EU. Partierne lover, at de vil integrere EU-politikken mere systematisk i Folketingets arbejde i de kommende år. Den understreger, at EU-samarbejdet skal bruges til at skabe flere og bedre job. Der nævnes specifikt områder som vedvarende energi, renere teknologi og anden miljøteknologi. Partierne lover, at de vil arbejde for at EU søger en ambitiøs global aftale om reduktion af drivhusgasserne for den næste Kyoto-periode efter 2012. Samt generelt satse på at bruge EU til at fremme en miljømæssig bæredygtig udvikling. Og at EU skal påtage sig et større globalt ansvar. For at nævne nogle af pejlemærkerne. Alt sammen områder, hvor den politiske debat har godt af, at der er enighed om retningen. Der skal nok blive plads til uenigheder om mange delmål og løsningsmetoder undervejs, men det er en stor styrke for de næste års europadebatter, at der også ligger klare fremadrettede ambitioner.Så alt ikke ender i snak om, hvordan vi bedst kan træde på bremsepedalen.

ER ALT SÅ BARE FRYD OG GAMMEN?
Jeg har nævnt vore selvopfundne tidsler, men hvad så med forfatningen? Er alt bare godt? Nej sådan ser verden jo aldrig ud. Og når vi snakker EU, skal kompromisserne kunne holde hele vejen rundt - både politisk og geografisk. Der er bestemt dele af forfatningen jeg ikke er særlig begejstret for, men det er først og fremmest steder, hvor der ikke sker de fremskridt og ændringer i det EU vi allerede har, som jeg mener, vi som europæere har brug for. Og dermed har jeg understreget, at forfatningen i meget stor grad blot er en indskrivning af alt det gamle EU i en bedre og mere forståelig sammenhæng. Det er altså ikke en revolution, og desværre heller ikke den traktat, der for alvor kan bringe Europa ind i en endnu mere globaliseret verden.
I den sammenhæng er det åbenbart, at EU,s landbrugspolitik er en skamplet på Europa i forhold til udviklingslandene og i forhold til miljøet. Både miljøet og udviklingslandene lider under en forfejlet politik. Her burde en forfatning have lagt et helt nyt spor, så EU - i stedet for at forsvare gamle privillegier, holde de fattige lande ude fra vore markeder, og kæmpe for retten til at subsidiere vore egne - for alvor kunne sætte den nødvendige dagsorden om en mere retfærdig verdensorden. Eller globalisering med et menneskeligt ansigt, som vi i Nyt Europa kalder vort europæiske projekt.
Jeg er også ked af, at den politiske temperatur i Europa for tiden ikke er til at markere, at ØMU,en også skal prioritere beskæftigelse og ikke blot prisstabilitet. Og det er efter min mening en meget stor fejl, at der ikke sker fremskridt, når det gælder bekæmpelse af den kæmpestore arbejdsløshed i Europa. Det vil kræve et tættere økonomisk samarbejde, men er det ikke netop, hvad vi har brug for i en global økonomi? Forfatningen sætter desværre ikke en dagsorden for at skabe de nye arbejdspladser, som vi skal leve af, når den globale arbejdsdeling fører en lang række af vore gamle arbejdspladser ud af Europa. Der er elementer i forfatningen, der kan udnyttes, så som styrkelsen af samarbejdet omkring forskning og mere satsning på vedvarende energi, men diskussionen om forfatningen ville have været helt anderledes, hvis skabelsen af Europas nye arbejdspladser havde stået på forfatningens dagsorden. Andre ting kunne også nævnes. Ting der kunne have været bedre, eller som skulle have været med. Men interessant nok er min konklusion, at på de områder, hvor jeg er mest utilfreds, der ville jeg ønske, at der var mere EU. Ikke mindre EU. Det understreger for mig to ting.
For det første, at det er forkert at gøre denne forfatning til en slags slutpunkt. Forfatningen for de næste 30 år, som nogle har sagt. Det er jo menneskeværk som alt andet, og jeg tror, at verden i de næste år vil ændre sig med endnu større hast, end vi hidtil har set. Så jeg mener, det er godt at være klar til nye ændringer - også selv om det måske bliver sværere i et EU med 25 lande om bordet. For det andet. at traktater og forfatninger jo kun en den ramme, hvori de politiske beslutninger træffes. Så der bliver rigelig lejlighed til at kæmpe for af afvikle vor sukkerpolitik og hele landbrugspolitikken. At kæmpe for at Lissabonprocessen, der handler om økonomisk udvikling og social og miljømæssig bæredygtighed, kommer til at handle om at skabe de nye arbejdspladser i Europa og ikke bare handler om at forsvare de gamle. At beskæftigelse, vedvarende energi, renere teknologier osv. kommer på dagsordenen på den politiske kampplads, som EU jo er. Og her er det at forfatningen er en stor hjælp. Ikke på den måde, at mine mærkesager nødvendigvis vinder - selv om jeg bestemt håber det - men på den måde, at demokratiet udvides i Europa, og vi alle sammen som borgere - også de, der mener noget andet end mig - får mere fair vilkår for at blande os og for at påvirke.

ET NEJ VIL VÆRE EN RISIKO
Man kan ikke bare diskutere en ny forfatning og nye traktattekster isoleret. Det er absolut nødvendigt også at diskutere konsekvenserne af henholdsvis et ja og et nej ved den kommende folkeafstemning. På mange måder er det en lige så vigtig en diskussion ,som den om paragraffer. Det handler samlet set om, hvordan ens stemme skal påvirke udviklingen i Europa og Danmark.
Ja,et ligger klart. Banen er sat for de politiske diskussioner og kampe i de kommende år indtil næste traktatændring. Derimod vil en nej-situation være ganske kaotisk også selv om EU i den situation står på - den dårligere - Nice-traktats grundlag. Der kan ikke være megen tvivl om, at de toneangivende i fortolkningen af et nej i det samlede Europa vil være ganske nationalistiske og dermed tone hele diskussionen om, hvad der så skal ske i Europa bagefter. Jeg skal ikke skjule, at det bekymrer mig meget. Der er mange snævre, egoistiske, nationalistiske og fremmedfjendske tendenser i disse år. Jeg tror de vil blive styrket af et nej. I hvert fald er det sikkert, at det er de samme regeringschefer, som skal sætte sig sammen og lave en løsning. Enten en ny traktat eller - måske mest sandsynligt - finde en sikkert ganske rodet model for, hvordan man kommer videre.
Usikkerheden vil brede sig, og den risikerer at styrke den skepsis, der desværre findes til hele udvidelsesprojektet, og dermed sætte den vigtige integrationsproces mellem de nye og de gamle EU-lande på stand by. En meget beklagelig konsekvens.Styrkelsen af EU,s globale rolle kan blive omtvistet.Og muligheden for at styrke EU overfor USA kan risikere at forringes. Endnu flere lande kan frygtes at sætte en mere og mere national dagsorden. Til skade for alle i Europa - både økonomisk og politisk. Ligesom det bringer små lande - som Danmark - i en meget vanskeligere situation. Jo mere national dagsordenen bliver - og jo mere man lægger vægt på det mellemstatslige - jo mere vil de største af EU,s lande bestemme og jo mindre bliver det tilbage til mindre lande og til den politiske debat og kamp, som vi har så hårdt brug for - også på det europæiske niveau.