Tyrkiet - en chance for Europa

Af Steen Gade og Martin Løntoft, Nyt Europa.
Bragt i Information, oktober 2004

Europakommissionen offentliggør i dag sin rapport om Tyrkiets opfyldelse af de såkaldte 'københavnerkriterier', der siden EU-topmødet i 1993 har ligget til grund for enhver EU-beslutning om at indlede optagelsesforhandlinger og senere endeligt medlemsskab med tredjelande. Meldingerne fra Kommissionen har de seneste måneder været overvejende positive, og alt tyder på, at den i dag vil anbefale, at EU starter optagelsesforhandlinger med Tyrkiet allerede til foråret. Ikke ved at udstede en blanchocheck til den tyrkiske regering, men som en anerkendelse af, at landet nu har bragt det lovgivningsmæssige grundlag i orden og for alvor gør fremskridt i den proces, der overalt i unionen opfattes som ligeså vigtig: Reformernes gennemførelse i praksis. Anbefalingen vil derfor efter al sandsynlighed være ledsaget af en række betragtninger om, at der stadig er meget at gøre, og at processen fortsat vil blive fulgt tæt fra Bruxelles.

Tyrkiets medlemsskab er blevet alvorligt politisk stof i hele Unionen, og demonstrerer således på en ganske interessant måde, at vi faktisk er i fuld gang med at skabe en fælles europæisk offentlighed. Helt uafhængigt af, at mange EU-skeptikere mener, at dette er umuligt! Men i dag sender kameraerne til hele Europa og samtidigt. Vi er alle 450 millioner EU-borgere med i aften. Og de fleste har allerede en mening. Forståeligt nok, for dybest set handler Tyrkietdiskussionen om, hvilken type samarbejde, vi ønsker i fremtidens Europa og om noget så fordækt som europæisk identitet. Hvor stopper Europa? Og skal samarbejdet bygge på politiske principper eller religion?

Argumenterne imod har god vind i sejlene. Tyrkiet er for stort. Resten af Europa vil blive oversvømmet af tyrkisk arbejdskraft. Europa er ikke for muslimer. Europa kan ikke integrere så mange fra en anden kulturkreds. Tyrkiet vil være USA's trojanske hest og hindre en selvstændig europæisk udenrigspolitik. EU kan ikke udbygges som værn for europæiske velfærdsstater, fordi Tyrkiet er for tilbagestående. Mange vælgere er utrygge over at optage et land de ikke kender ret meget til, og som ihærdige kræfter forsøger at fremstille som den rene islamiske fundamentalisme.

Og derfor sker det sædvanlige. De fleste politiske partier dukker sig i debatten eller melder negativt og imod. Faktisk pinligt overraskende, når man ved, at skiftende danske regeringer sammen med deres europæiske kollegaer utalige gange har bekræftet det løfte om medlemskab, Tyrkiet første gang blev stillet i udsigt i 1963. Den nuværende proces blev lanceret i Helsinki i 1999 og bekræftet under det danske formandsskab i 2002. Den danske debat virker ofte, som om der ikke findes gode og solide argumenter for Tyrkiets optagelse! Egentlig grotesk, men symptomatisk for den måde, vi danskere ofte diskuterer de vanskeligste EU-sager på: Hvad får vi ud af det?

Efter vores opfattelse er det klart i Danmarks og det øvrige EU's interesse, at Tyrkiet bliver medlem. Det bør siges tydeligt.
Men er landet ikke en alt for stor, fattig og fremmedartet mundfuld at lukke ind i en Union, der i forvejen har nok at gøre med at integrere de ti nye lande, der blev medlemmer i maj, samt Rumænien, Bulgarien og nu også Kroatien, der håber på optagelse i 2007? Vi mener, at sandheden nærmere er, at Tyrkiet er en alt for stor mundfuld at holde udenfor. Ved siden af den åbenlyse og afgørende sammenhæng mellem EU-perspektivet og den tyrkiske demokratiseringsproces, findes der nemlig en håndfuld hardcore sikkerhedspolitiske grunde til, at EU må tage det næste skridt frem mod tyrkisk EU-medlemskab og indenfor en årrække lukke Tyrkiet ind i varmen. Der eksisterer på sigt ingen alternativer til at holde fast i kursen mod medlemskab. Vejen kan blive mere eller mindre direkte, afhængig af de økonomiske og politiske vinde, der måtte blæse i Europa, men Tyrkiets optagelse er en nødvendig forudsætning for at nå en række af EU's vigtigste sikkerhedspolitiske og økonomiske målsætninger.

Tyrkiet er en afgørende brik i den helt nødvendige stabilisering af Europas sydøstlige hjørne. Der sker i disse år en europæisering af tyrkisk udenrigspolitik, der er snævert forbundet med den stadige tilnærmelse til den europæiske orden. En afbrydelse af denne proces, ved en europæisk kursændring overfor Tyrkiet, vil ændre balancen i det østlige middelhav markant og risikere at medvirke til at flere af områdets konflikter genopstår. Mest direkte knyttet til EU-processen, er Tyrkiets stærkt forbedrede forhold til Grækenland og opblødningen af årtiers politik på Cypernspørgsmålet. At den tyrkiske regering har forladt den traditionelle nationalistiske udenrigspolitiske kurs og i stedet har søgt pragmatiske, europæiske løsninger på konflikterne med sine nabolandene er et direkte resultat af, at EU-medlemsskabet nu er indenfor rækkevidde. Akkurat som tilfældet var mellem flere østeuropæiske ansøgerlande i halvfemserne, der ligeledes måtte forlade traditionelle nationalistiske grænse- og mindretalskrav. Det er ikke uden grund, at Grækenland omkring år 2000 skiftede fra et konsekvent veto af EU's samarbejde med Tyrkiet, til at være blandt de varmeste fortalere for tyrkisk medlemskab. Grækenland har som det øvrige Europa en interesse i at multilateralisere relationerne til sine naboer.

Den seneste udvikling i Cypern-problematikken repræsenterer måske det tydeligste vidnesbyrd om Tyrkiets ændrede udenrigspolitiske linie. Ankara accepterede her den FN-løsning, der ville genforene den delte ø efter tredive års deling, men som desværre faldt ved folkeafstemningen blandt de græsk-cypriotiske vælgere. Cypern har været den tyrkiske hærs strategiske kronjuvel - kun 14 kilometer fra den tyrkiske middelhavskyst - og ændringen af tredive års tyrkisk Cypernpolitik, på trods af tyrkiske generalers højlydte modstand, er i sig selv et vidnesbyrd om den europæisering, der i øjeblikket sker af tyrkisk udenrigspolitik. Der har i den tyrkiske regering været en angst for at spille sig Cypern-kortet af hænde, uden samtidig at få billet til toget mod Bruxelles. Den nye Cypernpolitik havde ikke været mulig uden udsigten til at komme ind i det europæiske fællesskab. Opblødningen viser, at Tyrkiet satser 100 procent på EU-medlemskabet, og at viljen til at leve op til EU's krav nu også reelt er tilstede.

Tyrkisk EU-medlemskab vil desuden betyde en knæsættelse af EU's principper for fredelig konfliktløsning i hele det østlige Middelhav, og dermed en historisk mulighed for at skabe permanent fred i en traditionelt urolig region. Et afslag - og dermed et brud med EU's egne løfter og principper for medlemskab - vil modsat sende den tyrkiske udenrigspolitik tilbage i skyttegravene og risikere at tilbagerulle afspændingen i regionen. Tilbage til den magtpolitik, vi kender kun alt for godt.
Den samme argumentation har gyldighed på det nordlige Balkan, som to gange i løbet af halvfemserne eksploderede mellem hænderne på EU's magtesløse stats- og regeringschefer. Balkans historie og etniske sammensætning kan ikke adskilles fra den historiske rolle, Tyrkiet (eller Det Osmanniske Rige) spillede i regionen i 400 år frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Nøglen til at stabilisere Sydøsteuropa går gennem en politisk og økonomisk genrejsning af hele Balkanregionen, der kun kan ske gennem en gradvis inddragelse af samtlige lande i den europæiske integrationsproces. Med den fremtidige optagelse af det resterende Balkan samt kandidatlandene Tyrkiet, Rumænien, Bulgarien og Kroation er EU's udstrækning efter vores opfattelse lagt fast.

Tyrkiet vil, som medlem, i praksis på en række områder blive en "bufferzone" over mod det urolige Mellemøsten, og dermed give EU mulighed for en betydelig større rolle i en fremtidig freds- og demokratiseringsproces i hele regionen. Noget vi tror er absolut nødvendigt, hvis freden skal have en chance. Og det skal den - også fordi det handler om vores sikkerhed. Men risikerer vi ikke, at Tyrkiet vil blive USA's forlængede arm i rent europæiske spørgsmål? Bush-administrationens ihærdige støtte til tyrkisk medlemsskab viser i hvert fald, at amerikanerne mener at have interesse heri. Det samme spørgsmål er aktuelt i forbindelse med diskussionen om det 'nye' og 'gamle' Europa, hvor en række østeuropæiske lande valgte den amerikanske linie i Irak-spørgsmålet. Et endeligt svar på sådanne bekymringer kan næppe gives på nuværende tidspunkt. Meget afhænger efter vores opfattelse af, om der kommer egentlig fremdrift i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvis det sker, er vi overbeviste om, at Tyrkiets interesser ligger tættere op ad det øvrige Europas end USA's i de spørgsmål, hvor der ikke er enighed over Atlanten.

Alligevel mener vi, at de mest vidtrækkende sikkerhedspolitiske perspektiver ved optagelsen af Tyrkiet hverken handler om den nuværende tyrkiske udenrigspolitik eller om Tyrkiet som "bufferzone". Men derimod om noget helt grundlæggende: Ophævelse af fjendebilleder. Det er vanskeligt at overvurdere de konkrete perspektiver i at overskride den symbolske 'religionsgrænse' mellem Europas forskellige kristendomme og islam. Også selv om islam jo har været en del af Europas historie i århundreder. EU's historiske succes har været at skabe fred mellem tidligere fjender med pragmatiske, politiske midler. Det gjorde EU ved i efterkrigstiden at binde Frankrig og Tyskland sammen, og efter Murens fald ved at overvinde Den Kolde Krigs jerntæppe mellem øst og vest. I dag har EU en enestående chance for at bygge bro over det, der af mange opfattes som vor tids konfliktgrænse. Før det bliver en egentlig konfliktgrænse. Ved at optage et stort islamisk land i sit demokratiske politiske fællesskab vil EU vise vejen ud af en konfrontation mellem Vesten og islam. Hvis det tyrkiske forsøg på at integrere islam under det liberale demokratis vinger lykkes på længere sigt, vil det have vidtrækkende konsekvenser, ikke blot for Tyrkiet, men også for de globale bestræbelser på at undgå det længe profeterede clash of civilizations. Tyrkiets rolle som bro mellem Europa og Mellemøsten kan lyde som metaforisk bragesnak, men er i virkeligheden en helt konkret mulighed for at sætte et demokratisk eksempel for verdens 1,2 milliarder muslimer - også de 15 millioner i Europa.

Tyrkiet er et demokrati. Det eneste betydende islamiske land med et demokrati, der fungerer. Men Tyrkiet er samtidig et skrøbeligt demokrati, der i mange år har lidt af velkendte demokratiske mangler. Militærets politiske rolle som en stat i staten, voldsomme overgreb på den kurdiske civilbefolkning som led i en veritabel krig mod separatistbevægelsen PKK og udbredt brug af tortur på landets politistationer. Alle disse problemer er i disse år voldsomt på retur, og det er denne udvikling, optagelsesprocessen skal være med til at styrke. Reformerne de seneste år har revolutioneret det tyrkiske samfund og tilvejebragt den lovgivningsmæssige infrastruktur for at bekæmpe de autotitative sædvaner, der ganske givet sidder fast i systemet. Tyrkiet har siden 2002 blandt andet sikret undervisnings- og transmissionsrettigheder på kurdisk og andre mindretalssprog, anerkendt den europæiske menneskerettighedsdomstols forrang for tyrkiske domstole, afskaffet dødstraffen, der ikke har været i brug siden 1984, og indført skærpede foranstaltninger mod tortur. Alt dette skal udvikles i de kommende år efter at lovgivningen nu er kommet på papir. Og EU skal overvåge, at det implementeres helt ud i de yderste kroge af det tyrkiske samfund sideløbende med forhandlingerne om optagelse foregår. Meget er allerede sket på implementeringsfronten, og ligeså meget står tilbage at gøre. Man ændrer ikke et samfund over en nat, men den europæiske metode i efterkrigstiden har vist sig forbløffende effektiv til at demokratisere europæiske stater. Tyrkiets bemærkelsesværdige reformsucces de seneste 5 år, føjer sig således til de tidligere diktaturer Spanien, Portugal og Grækenland, der i 1980'erne blev sluset ind i den demokratiske, europæiske familie. De positive reformhistorier har haft svært ved at trænge igennem i den danske offentlighed. F.eks. en rapport fra Human Rights Watch, der den 22. september konkluderede, at antallet af torturhændelser de sidste fem år er faldet dramatisk.

Det mest bemærkelsesværdige ved den tyrkiske reformproces er i manges øjne, at det de sidste to år har været et islamisk parti, der har stået i spidsen for reformerne. Og det kan da også synes bemærkelsesværdigt i en verden, hvor islam og Vesten i så mange tilfælde stilles op som hinandens modsætninger. Imidlertid er AKP's succes netop et eksempel på, at tyrkisk politik er begyndt at fungere på europæiske vilkår. AKP repræsenterer en ny form for 'religiøst' parti i Tyrkiet, der er i stand til både at appellere til troende vælgere med løfter om religiøse rettigheder (som retten til at bære tørklæde), samtidig med at det har erobret den politiske midte fra de gamle centrum-højre partier. På trods af indre kampe om partilinien - som det nylige vildskud med forslag om en utroskabslov blandt andet er udtryk for - er AKP godt i gang med at udvikle sig til et tyrkisk svar på Vesteuropas kristdemokrater; Et sekulært, konservativt parti, der bygger på religiøse værdier. At AKP overhovedet har 'fået lov' til at regere landet de sidste to år, uden at hærens generaler har rømmet sig væsentligt, er i sig selv et udtryk for, at ændringerne i det tyrkiske samfund. Hæren er ikke længere dagsordensættende i tyrkisk politik. Man skal ikke være blind for, at AK Partiet også indeholder andre og mere traditionelt religiøse kræfter, og selvfølgelig vil meget afhænge af, at den nuværende balance fastholdes i de næste års proces med europæiske politiske værdier i højsædet.

Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet bliver uden tvivl de mest langvarige i Unionens historie. Hvor lang tid, der går, før Tyrkiet er klar til fuldt medlemskab, vil afhænge af landets demokratiske og økonomiske udvikling, men et realistisk bud synes at lyde på cirka 10-15 år. Derefter vil der ganske givet følge overgangsordninger, blandt andet på arbejdskraftens fri bevægelighed. Hvis vi da ikke til den tid har en helt anden og mere realistisk politisk diskussion i Europa. Nemlig om hvordan vi skal klare os i den globale konkurrence med et svindende befolkningstal og en aldrende befolkning! Det vigtigste lige nu er at sende et klart og tydeligt signal om, at døren står åben, når københavnskriterierne er opfyldt.