EU's miljøpolitik - set fra den grønne venstreside

Bragt i den norske europabevægelses blad, efterår 2004.

Den ene rapport efter den anden dynger sig op på mit bord. Nu ikke blot fra miljøorganisationer og aktivistiske forskere og enkeltpersoner. Men også fra den ene officielle institution efter den anden. Med dokumentation for den alvor, som vi må se i øjnene, når det gælder klodens miljø - og dermed vor egen fremtid. Det handler om mere og mere kemi i vores hverdag og manglende regulering - specielt af de mange tusinde gamle kemikalier. Om overfiskning af vore fiskeressourcer over hele kloden. Om luftkvalitet. Om forureningen fra transport og landbrug. Om tilbagegangen i bioversitet, og om forureningen af grundvandet. Samt den mest udfordrende opgave: At begrænse klimaændringerne gennem drastiske nedskæringer af CO2-udslippet på kloden. Alt sammen samtidig med at vi inden år 2050 forventes at være blevet 3 mia. mennesker flere. Fra 6 mia. til 9 mia. indbyggere. Og samtidig med, at vi alle håber, at vi også kan få udryddet sult og fattigdom i den samme periode. De problemer jeg har nævnt, er de områder, hvor OECD - de rige lande økonomiske samarbejdsorganisation - har uddelt det røde kort. Hvor der ikke gøres tilstrækkeligt, og hvor forværring kan forventes, dersom der ikke gribes yderligere ind. Der er altså ikke tale om Bellona eller Friends of the Earth eller andre miljøforkæmpere, der jobber for at give miljøproblemerne plads i den offentlige debat og i politikernes hoveder. Men om økonomer. Det illustrerer, at der i dag er meget stor enighed mellem alle forskere og fagfolk i hele verden om miljøproblemerne. Vi ved meget mere - også om, hvordan vi skal løse dem. Alligevel går det langsomt . vi tøver og bliver usikre. Nytter det? Koster det? Skal jeg ændre hele mit liv? er nogle af de spørgsmål, som nok ligger bag den utilstrækkelige handling i forhold til problemernes betydning.

Alle de problemer,der får det røde kort hos OECD er grænseoverskridende. At forureningen ikke respekterer grænser, opdagede I nordmænd med fuld styrke, da søerne i fjeldene i det sydlige Norge blev sure og fiskene døde på grund af svovlforureningen fra bl.a. England og Ruhrdistriktet. Tjernobyl med radioktivt nedfald i Finland, Sverige og Norge var også en ubehagelig lærestreg. Og det politiske modsvar til en forurening, der ikke kender grænser, burde også være lysende klar. Nemlig at der skal vedtages internationalt bindende aftaler, hvis det skal kunne rykke noget. Der er brug for politisk power for at kunne blive enige, og det er vigtigt, at alle overholder det aftalte. Det er derfor, at man nødvendigvis må konkludere, at hvis EU ikke allerede var blevet "opfundet", så måtte vi have opfundet EU på nyt for at kunne tage fat på de mange sammensatte miljøproblemer. I EU har vi nemlig både den nødvendige overnationale lovgivning og en domstol, der kan dømme de lande, der ikke overholder det vedtagne. Sådan er desværre ikke globalt. Her er konventionerne ofte svage, og det er let at slippe udenom forpligtelserne. Det er derfor jeg vil hejse Dannebrog hver gang det kan lykkes at afgive national suverænitet til et overnationalt organ, der er forpligtet på at forbedre miljøet. Det giver mig som borger mulighed for at få indflydelse på noget afgørende vigtigt. En demokratisk mulighed jeg ikke har, hvis jeg kun har nationalstaten som ramme. Det er desuden utroligt arrogant og egoistisk af os, at overlade Bangla Desh, der risikerer, at synke i havet i de kommende 50-100 år, til sig selv og sin nationale suverænitet. Det er ikke deres forbrug, der skaber drivhuseffekten, men vores i den rige del af verden. Alt det må uværgerlig føre til, at der skal kæmpes for mere overnational lovgivning, for mulighed for domstolsafgørelser og for flertalsafgørelser for at sikre, at der sker fremskridt. Og at det ikke er det langsomste skib i kortegen,der bestemmer farten.

Og sådan ser EU,s miljøsamarbejde ud i dag. Men det er bestemt ikke kommet af sig selv. EU fik f.eks. først kompetance på miljøområdet i 1986. Inden da var der vedtaget nogle få ting på miljøområdet gennen en særlig mulighed for at vedtage ting, der er fuld enighed om, selv om det ikke er nævnt i traktaten. Fra traktatteksten i 1986 til traktatteksten i 1997 (Amsterdamtraktaten) foregik der i EU en stor politisk kamp for at få miljøet højere på dagsordenen. Som i de fleste andre lande. Inspireret af Rio-konferencen og det kraftige folkelige pres fra græsrødder over hele kloden. Fra en grøn og socialistisk synsvinkel handlede det om at give EU en meget stærk miljøpolitik. Og i verden handlede det om, at EU skulle blive den førende miljørøst i de globale miljøforhandlinger. Også fordi dengang 350 mio. mennesker - nu 450 mio. - taler med en helt anderledes vægt end hvert land for sig - også når det bliver lagt sammen. Sådan var ambitionen hos mange af os grønne aktivister - både i miljøorganisationerne og i det politiske liv - i de år. Og meget lykkedes. Gennembruddet for en ny miljøpolitik blev Amsterdamtraktaten fra 1997. I dag er EU,s miljøregulering i stor udstrækning minimumsregulering med ret til at stille skrappere krav nationalt. Der er kommet mange flere flertalsafgørelser, men det mangler desværre endnu på f.eks. miljøafgiftsområdet. Her har England og Spanien i over 10 år hindret en fælles CO2-afgift, som EU-Kommissionen foreslog allerede i begyndelsen af 90,erne. Og EU taler nu meget tydeligere miljøets sag i globale forhandlinger. Kyotoprotokollen er et eksempel på EU,s høje cigarføring.

Men selvfølgelig ikke altid. EU er jo en politisk kampplads, hvor der kæmpes mellem grønne og "sorte" og mellem røde og blå. Akkurat som vi kender det i de enkelte lande og i fylker og kommuner. EU er i konkrete sager derfor ikke bedre end det politiske flertal,der måtte være på et bestemt tidspunkt i Europa. Det fungerer jo demokratisk. Traktatændringerne i 90,erne blev således båret igennem af en række progressive regeringer - bl.a. i Danmark,- hvor grønne partier eller lignende ( som f.eks. dansk SF) var enten i regering eller var støtteparti. Og nu har vi heldigvis disse paragraffer, der bl.a. forpligter EU-Kommissionen til at fremlægge forslag med et højt beskyttelsesniveau. Altså ikke mindste fælles nævner, som der ofte kommer ud af almindeligt mellemstatsligt samarbejde, men derimod så højt, at det er landene, der forhandler det ned. Det er der desværre også en række eksempler på. Og netop nu oplever vi det med EU,s kemikaliedirektiv, som under pres fra kemikalieindustrien i Tyskland og Frankrig - og ikke mindst disse landes regeringschefer - er blevet udvandet. Dog er det stadig meget bedre end dagens tilstand i Europa.

EU's miljøpolitik er faktisk en af EU's største successer, men alt er jo ikke dermed godt. Man kan nærmere sige, at den fælles miljøpolitik er en nødvendighed. For der er brug for meget kraftigere indsats, og der er brug for dagligt at tage kampen op med andre dele af EU,s politik. Akkurat som i landene. Alle lande har deres ømme punkter, hvor der er mange penge, arbejdspladser eller dårlige vaner i klemme. Tyskland og Frankrig på kemikalieområdet. Danmark f.eks. når det gælder landbrug og kulfyrede kraftværker. Norge når det gælder energisløseri og olieudvinding, og alle landene når det gælder transport. Derfor skal miljøpolitikken integreres i landbrugspolitikken, i transportpolitikken og i alle de øvrige områder, herunder den overordnede økonomi. Her mangler der bestemt meget, men der er ingen lande ,der kan prale af at være kommet længere end EU. Desværre, vil jeg sige, for der er lang vej endnu. Det tydeligste sammenstød mellem andre interesser og miljø gælder det indre marked. Altså bestemmelserne om alle varers fri bevægelighed. Det vi oplever ved at kigge ned i frysedisken og finde akkurat de samme varer i disken i Norge, som i Belgien og Danmark. Med de samme tilsætningsstoffer. De samme plæneklippere med de samme regler for støj og udstødning. De samme sikkerhedsregler når det gælder byggekraner. For en del år siden prøvede jeg at fastholde den slags regler på nationalt niveau, men det var naturligvis dømt til at mislykkes i en verden med en voldsom global arbejdsdeling med de økonomiske fordele det indebærer. Det indre marked er blevet al-europæisk og omfatter fuldt ud også Norge og Island, der er udenfor EU. Derfor handler det i stedet for at tænke nationalt om at tænke overnationalt. At påvirke de afgørende beslutninger om miljø, sundhed og sikkerhed, der træffes som maksimumbestemmelser. Altså hvor det enkelte land ikke kan gå videre. Her har vi det tydeligste sammenstød mellem miljø og økonomi, og her har Norge valgt at være fuldt med, men uden indflydelse på de regler, der kommer til at gælde for tilsætningsstoffer i den mad der spises, for varedeklarationer osv. Det skal jeg ikke kritisere, for der er selvfølgelig ikke andre reelle muligheder for Norge i et så fælles europæisk marked. Men alligevel er det pudsigt at konstatere, at Danmark indenfor, har større indflydelse på en række hverdagsting for nordmændene end Norge. Set fra min stol et tydeligt norsk demokratisk underskud.

I Danmark har man ofte diskuteret om EU-regler forringer det danske beskyttelsesniveau. Vel nok fordi det var en dansk opfattelse, at vi i Danmark var meget bedre til at beskytte miljøet end de øvrige lande i EU. Derfor lavede den danske Miljøstyrelse (svarer i nogen grad til Statens Forurensnings Tilsyn), som jeg i 4 år var direktør for, i år 2000 en undersøgelse af hvilken betydning de retsakter,der var vedtaget fra 1994 til 2000 - i alt 336 - havde på miljøet. Resultatet var meget markant. En trediedel af retsakterne fra Ministerrådet og en femtedel fra Kommissionen forbedrede dansk miljølovgivning. 3 (tre) retsakter sænkede beskyttelsesniveauet. 4 var usikre, og resten var neutrale. Og selv om den slags undersøgelser jo er lavet af mennesker, og nogle ting kan diskuteres, er det udenfor enhver diskussion, at selv et nordisk land som Danmark har fået langt bedre miljølovgivning, fordi den en vedtaget i fællesskab. Vi har i den periode simpelthen løftet hinanden op. Jeg er sikker på, at det løft aldrig var kommet i de enkelte lande, hvis det skulle bestemmes nationalt. Det er derfor den forening, som jeg er formand for - Nyt Europa - og som samarbejder med Radikalt Europa her i Norge - har mottoet: Hellere kritisk indenfor end udenfor. For mig varede det lang tid at komme til den erkendelse som gammel EU-modstander, men miljøet var en af mine store øjenåbnere.