Den farlige strategi - svar til Anders Lundkvist

Information - 12. juli 2004

Anders Lundkvist lægger d. 2/6 op til at mobilisere centrum-venstre imod det forslag til traktat til indførelsen af en europæisk forfatning, som nu ligger på bordet. Han fremmaner den tanke, at resultatet af et nej kan blive udarbejdelsen af en alternativ og mere venstreorienteret tekst. Det er efter min bedste vurdering forkert. Jeg er glad for, at Anders Lundkvist lægger op til at diskutere på det grundlag, at EU er en politisk kampplads. Det handler om højre og venstre. Men netop derfor er det fatalt, at Lundkvist lægger tre forkerte antagelser til grund for sin strategi.

For det første hans antagelse om, at forfatningen forrykker balancen i EU mod højre og dermed svækker venstrefløjen og venstrefløjens muligheder. I det forslag, som nu ligger på bordet står der på de vigtigste politikområder det samme, som i det eksisterende traktatgrundlag. De væsentlige ændringer i forfatningen har at gøre med områder som demokrati og grundlæggende rettigheder. Forfatningen er et stort plus netop på grund af disse ændringer. Noget der bestemt er meget vigtigt for venstrefløjen. Det passer simpelthen ikke, at forfatningen er et ryk til højre.

For det andet er der antagelsen om, at JuniBevægelsen kan tælles med som en del af centrum-venstre. Det kan de ikke - tværtimod! JuniBevægelsens leder, Jens-Peter Bonde, har netop sat sig i stolen som en af to formænd for en ny ret stor gruppe i Europa-Parlamentet, Gruppen for uafhængighed og demokrati, som omfatter seks partier med i alt 31 medlemmer, heraf 2 kvinder. Den samles om én eneste ting: Modstand mod forfatningen. Hermed placerer Jens-Peter Bonde og JuniBevægelsen sig centralt i den samlede europæiske modstand mod forfatningen. Og selv om Jens-Peter Bonde og Drude Dahlerup kommer fra venstrefløjen, Hanne Dahl er radikal, Trine Pertou Mach nyindmeldt SF'er, og Niels I. Meier midteroprører, så ændrer det ikke ved, at JuniBevægelsen aldrig har accepteret, at EU er en politisk kampplads.
Såfremt JuniBevægelsen så EU som en politisk kampplads skulle de jo arbejde for at styrke den politiske overbygning i EU så den kan hamle op med de økonomiske interesser, med markedet. Det er netop det modsatte Junibevægelsen satser på. På deres egen hjemmeside taler de om, at EU skal ud af Europa, og " i stedet for forfatningen bør Europa være organiseret på et interparlamentarisk grundlag," skrev Jens-Peter Bonde og Dansk Folkepartis Peter Skaarup i deres fælles "alternativ" til Det europæiske Konvents forslag til forfatning. Et "alternativ", der desuden giver uindskrænket vetoret til hvert enkelt land til at afvise fælles beslutninger. I realiteten synspunkter, der styrker national-egoisme, og som i praksis nedbryder den nødvendige politiske overbygning i EU.

Tankegangen ligner desværre alt for meget Margaret Thatchers vision for et rent markedseuropa. Og Bondes nye gruppedannelse tydeliggør endnu mere, hvor JuniBevægelsens overordnede EU-indsats fører os hen. I Bondes gruppe sidder et katolsk fundamentalistisk parti, Den Polske Familieliga. Desuden deltager det franske Mouvement Pour La France, der blandt andet er imod udvidelsen af EU og ønsker højere toldmure omkring EU. I gruppen finder vi også det højreorienterede Independence Party fra Storbritannien. Alt i alt et ordentligt ryk til højre, der selvfølgelig ikke får betydning for, hvordan Jens-Peter Bonde personligt stemmer i konkrete sager. Men gruppens sammensætning demonstrerer tydeligt de alliancer, der bliver mobiliseret for at skaffe et nej til forfatningen i alle de lande, som skal have folkeafstemninger.

Og her er vi netop ved kernen. Anders Lundkvist tredje antagelse, som handler om, at et nej til forfatningen kan bringe en mere venstreorienteret tekst for dagen. Som Europa ser ud i dag er det umuligt at forestille sig. Kig dig omkring i Europa og læg mærke til, hvordan der mobiliseres imod forslaget. Modstand mod alt overnationalitet. Overdreven nationalisme. Modstand mod flygtninge og indvandrere. Kristen fundamentalisme. Det er disse kræfter, der fremturer. Selvfølgelig findes en venstreorienteret kritik da også, sådan som Anders Lundkvist meget rigtigt skriver. Og jeg havde da også gerne set bedre bestemmelser for at skabe øget beskæftigelse, for et mere socialt Europa og for effektivt at kunne begrænse drivhuseffekten.

Min pointe er blot, at et nej ikke vil føre til en mere venstreorienteret forfatning, men i stedet med sikkerhed vil give et mere højreorienteret resultat.