Grønland: Sørgelig skilsmisse efter sølvbrylluppet

Weekend-Avisen - 2. juli 2004

25 år efter indførelsen af hjemmestyret i Grønland lægges der nu op til mere grønlandsk selvstændighed og måske en kommende skilsmisse fra Danmark. En selvstyrekommission skal fremlægge de konkrete forslag så de ligger klar til en folkeafstemning i Grønland senest i 2006. Med et kommissorium, der bygger videre på den grønlandske selvstyrekommissions betænkning fra marts sidste år. Og det er jo kun rimeligt, at hjemmestyret gør status 25 år efter, at de revolutionære unge mænd - bl.a. Moses Olsen, Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen, og nogle få kvinder - fik vækket det grønlandske folk, fik gennemført en hjemmestyreordning og dermed satte en proces i gang med stadig større indflydelse til grønlænderne selv. En proces som jeg har støttet helhjertet. Og fortsat støtter. Også fordi jeg fra starten af processen følte mig politisk tæt på Siumut, der som det nationale frigørelsesparti var tæt forbundet med SF og fra starten sad i SF,s folketingsgruppe.

Alligevel jubler jeg ikke over den nye selvstyrekommission. Det er der flere grunde til. Både i den danske debat og i den grønlandske.
Først til den danske debat, eller rettere til den manglende danske debat. En forunderlig bølge at ligegyldighed og manglende engagement har bredt sig i Danmark. Lige fra chefredaktionerne til den berømte mand på gaden. Man får det indtryk, at langt de fleste danskere kun ville have et skuldertræk til overs, hvis Grønland og Færøerne fik fuld selstændighed. Sammenkoblet med en stille tilfredshed med, at vi så kan få de penge at bruge på os selv. På en måde akkurat det budskab, som Glistrup udsendte i 70,erne og 80,erne. De må klare sig selv.
Det synes jeg er trist for de bånd, der er bygget op mellem Grønland og Danmark, og det er trist hvis den danske ansvarsfølelse overfor de 50.000 grønlændere ikke går videre. Vi har bestemt et stort ansvar for fortsat at samarbejde. På mere og mere lige vilkår.

Mit følelsesmæssige ønske om et fortsat tæt samarbejde er knyttet tæt sammen med en meget realpolitisk analyse af mindre folkeslags muligheder for selvstændighed i en globaliseret verden. Og her er vi ved en fatal mangel i diskussionen i Grønland og i Danmark. Udgangspunktet for ønsket om mere selvstændighed er nemlig stort set det samme som for 25 år siden. Nu står justitsområdet og politiet for tur som hjemmestyreanliggender, og derefter en diskussion om udenrigspolitik og ejendomsret til undergrunden, samt knyttet hertil det fremtidige bloktilskud. For selvstyrekommissionen skal ikke diskutere den fulde selvstændighed, men holde sig indenfor grundlovens bestemmelser om fælles udenrigspolitik for Grønland og Danmark. Og selv om det lyder som en klar ramme, kan det i praksis ende meget tæt ved en reel skilsmisse fra Danmark. I hvert fald, hvis der findes olie i grønlandske farvande, og den grønlandske økonomi dermed kan frigøres fra det danske bloktilskud på nu 3 mia. kr. om året. Som det ser ud i dag,ville begge parter i den situation tilsyneladende juble!

Men ingen vil tilsyneladende drøfte hvad reel selvstændighed er i dag. Jo mere Grønlands fokus drejer sig væk fra Danmark, jo mere vil andre lande og interesser trænge sig på. Det gælder først og fremmest USA, der jo i forvejen er både fysisk og politisk til stede i Grønland, og det gælder nabolandet Canada. Men det vil især komme til at gælde det - eller de - olieselskaber, der finder olie. Eller det mineselskab, der for alvor får held af at udvinde guld. De bliver de store i en sådan situation. Skaffer indtægterne og kan sætte den reelle dagsorden.Og Grønland kan gå endnu mere i retning af formel suverænitet med taletid i FN og den slags ting, men med betydelig risiko for mindre selvbestemmelse. Grønlands selvstændighed trues nemlig fra en helt anden kant end fra Danmark i fremtiden. Det betyder, at hvis grønlænderne virkelig ønsker mere selvstændighed de næste 25 år, bør de dreje fokus bort fra alt det formelle om suvænitet og i stedet fokusere på den reelle selvbestemmelse. Og holde op med kun at fokusere på at frigøre sig fra Danmark.

Det gælder for små folkeslag som danskere og grønlændere - men i stigende grad også for de store - at den bedste sikring af reel selvbestemmelse er at afbalancere afhængigheden. I en globaliseret økonomi og nabo til verdens eneste supermagt må den grønlandske debat turde tage fat på det, der så åbenbart har været et tabu siden Grønland i 1985 meldte sig ud af EF. Nemlig medlemsskab af Den Europæiske Union. Temaet er helt fraværende i den betænkning, som hjemmestyrets selvstyrekommission lagde på bordet for et år siden. Og det selv om 30 sider i betænkningen udelukkende handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Emnet lå ikke i kommissoriet. Og det er det egentlig foruroligende. At ingen tilsyneladende har ment, at Grønlands fortsatte position uden for EU skulle vurderes i et selvstændighedsperspektiv nu 25 år efter hjemmestyrets indførelse. Det ligger ellers lige for, efter min opfattelse. For netop et grønlandsk medlemsskab af EU vil kunne give Grønland den afbalancering af afhængighed, der kan give Grønland mest reel selvstændighed. Det gælder i forhold til USA, der ligger ganske tæt på, og det gælder også i forhold til København, som selvstyrekommissionen ellers er meget optaget af at frigøre sig fra. Dertil kommer, at EU i dag er udstyret med så mange politikker, der støtter små sprog og hjælper økonomisk trængte befolkninger i yderkanten af unionen, at Grønland helt automatisk vil få en hel del økonomisk støtte. Fiskeriaftalerne vil ganske givet ikke blive ringere end de eksisterende - tvært imod tror jeg. Men det kan jo kun en konkret forhandling vise om jeg har ret i. Og EU vil - blandt andet som en del af større udenrigspolitisk satsning i de kommende år- efter al sandsynlighed være meget interesserede i, at Grønland melder sig ind. Et grønlandsk medlemsskab vil - efter min bedste opfattelse - give flere automatiske overførsler af penge direkte fra EU, hvorved den økonomiske afhængighed af København vil mindskes. Og samtidig vil EU,s strategiske og politiske interesse i at få Grønland som medlem give Grønland langt større muligheder for at selvstændiggøre sig i forhold til København.

Men modsvares denne mulighed for både økonomisk og politisk frigørelse i forhold til Danmark så ikke af en tilsvarende eller værre binding til EU?, kan man spørge. Som jeg ser det, er det meget svært at få øje på en sådan EU-indbinding. Selvfølgelig vil der skulle forhandles omkring de særlige markedsforhold, der råder på Grønland, men uoverskueligt er det bestemt ikke, hvis EU er interesseret. Det burde komme an på en prøve.

Et EU-medlemsskab vil både kunne øge Grønlands selvstændighed overfor Danmark- og uden agressivitet, og samtidig give Grønland en betydelig stærkere position i det nødvendige regionale samarbejde med Canada og i samarbejdet med USA. Det vil desuden give både Danmark og Grønland en chance for at øge samarbejdet på et mere ligeværdigt grundlag end vi kender det i dag - både kulturelt, uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt- for at gøre Grønland mere egnet til at fungere i en global økonomi. En sådan positiv diskussion om hvordan vi danskere og grønlændere kan samarbejde mere i de kommende år og udnytte de mange års tætte bånd ,har vi bestemt også hårdt brug for, som erstatning for diskussionen om de 3 milliarder kroner. Og så kan Grønland selvfølgelig på sigt overtage politi og justitsvæsenet og få retten til undergrunden. Det større udenrigspolitiske handlerum kommer nærmest af sig selv.

At det kan være svært at få en sådan ny EU-diskussion i gang kan jeg godt forstå i et Grønland, der nærmest definerede sin status som hjemmestyrenation ved at forlade EF. Det kan for mange lyde som om "den normale debat" skal vendes helt på hovedet. Og det skal den. Her som så mange andre steder. For verden ser altså helt anderledes ud end i 1979. Det er farligt snævert at lade være at tage den diskussion, hvis det grønlandske ønske om større selvbestemmelse er reel, og hvis Danmark ikke bare venter på at Grønland skal sejle sin egen sø.