Hvordan sikrer vi fortsat miljøpolitisk fremdrift i et udvidet EU?

Artikel i "Østudvidelsen og Miljøet" fra Det Økologiske Råd - maj 2004.
Læs også hele publikationen "Østudvidelsen og Miljøet" (pdf-fil). Steen Gades artikel findes fra side 26 til 30.

En forudsætning for mit indlæg er, at det virkelig lykkedes at få fremdrift på miljøområdet i EU i 90’erne. Og det er sandt. Miljøstyrelsen kunne således i 2000 offentliggøre en analyse, der viste, at der i perioden fra 1994 og til år 2000 var vedtaget 336 retsakter. Altså har der været fuldt “drøn på” i perioden. Men vigtigere end det er det, at samme analyse viser, at en tredjedel af retsakterne fra Rådet og Europaparlamentet hævede det danske beskyttelsesniveau, at en femtedel af retsakterne fra EU- Kommissionen hævede det danske beskyttelsesniveau. Og at kun tre retsakter sænkede niveauet mens fire blev betegnet som usikre. Resten var neutrale. Mange andre beskrivelser af miljøpolitikkens udvikling kan dokumentere udgangspunktet for mit indlæg, men min opgave er at prøve at kigge fremad. Derfor er det relevant, at spørge sig selv om, hvad der var grunden til, at EU fik fremdrift sidst i 80,erne og i 90,erne. For som bekendt kommer intet jo af sig selv. Og så sent som på Rio- topmødet i 1992 var EU ikke i førertrøjen. På ingen måde. EU’ s miljøkommissær trådte bagefter tilbage på grund af den ringe EU-position, og Per Stig Møller, som dengang var miljøminister, satte sig i spidsen for en nordisk koordinering for dog at redde noget af æren.
Jeg mener, at der er følgende vigtige grunde til fremdriften i 90,erne:
* Mange menneskers erkendte og oplevede at mange miljøproblemer kom for tæt på. Lige fra skovdød til havforurening og Tjernobyl -ulykken.
* Der opstod et stærkt pres fra en bred grøn opinion og forskellige typer “grønne“ partier i alle EU´ s medlemslande.
* Grøn politik var “nypolitik” med mindre fastlåste grænser mellem højre og venstre og dermed med flere muligheder for at få praktisk gennemslag. Der gik simpelthen mindre gammeldags fastlåst politik i det.
* Miljøproblemer synliggør på en utrolig konkret måde, at de store problemer ikke kan løses af landene hver for sig. Overnationalt samarbejde er nødvendigt. Det kunne Kommissionen med Delors som dynamisk leder se, og det udnyttede den.
* Og endelig benyttede Europaparlamentet miljøpolitikken til at vise, at parlamentarikerne er tættere på borgerne end resten af EU, samt til at vise styrke overfor de øvrige EU- institutioner.

Men hertil bør knyttes den vigtige bemærkning, at mange af de vanskeligste dagsordener, der kom på banen i 90,erne mangler at blive fyldt ud. Og i hvert fald at blive fulgt op. Det gælder en offensiv integration af miljø i sektorpolitikkerne. Den såkaldte Cardiff- proces. Det gælder kampen for at få taget begrebet bæredygtig udvikling i Lissabon - processen alvorligt. At få kombineret indsatsen for beskæftigelse og vækst med en grøn omstilling. Det gælder den kuldsejlede CO2-afgift, som England og Spanien stak en kæp i hjulet for. Og det gælder ikke mindst Delors tanker om at ændre økonomien i en grøn retning bl.a. ved hjælp af en grøn skattereform. Så et ja til at EU fik førertrøjen, men det hårde træk ligger forude med ændringer i både økonomi, produktion og vaner.

I det eksisterende EU står vi altså overfor at skulle gennemføre det lange hårde træk og så oplever vi, at den politiske opbakning til miljø er vigende - desværre med Danmark i “førertrøjen”. Om det også gælder i befolkningerne er stadig usikkert, men det gælder en række politiske kredse med inspiration i “nykonservatismen” Bush i USA , Anders Fogh i Danmark, men også fulgt af mindre engagement i Holland og andre EU-lande. Der tegner sig også en klar tendens til at flere erhvervsfolk prøver at samle hele erhvervslivet til modstand mod regulering. Modstanden mod forbedringen af kemikalielovgivningen i EU kan være et signal om en bredere offensiv fra nogle af de gamle industrier i EU.

Vil de nye lande trække ned?

Det er altså det udgangspunkt vi har netop nu. Til det skal lægges de nye fattige medlemslandes problemer med at opfylde de eksisterende regler, deres økonomiske vanskeligheder - herunder manglende statsfinansielle muligheder - og en opinion, der vil være rigere først, og ønsker at efterligne vores forbrugersamfund helt og holdent. Og som måske stort set tror, at miljøproblemer er knyttet til kommunismen. Deres mere atlantiske drejning og mere gammelkapitalistiske tænkning kan måske også give problemer i forhold til EU´ s førertrøje i internationale miljøforhandlinger og dermed i manglende opbakning til en stærkere global rolle for EU.

Efter dette kunne man tro, at jeg er pessimist og ikke kan se nogen vej frem. Men sådan er det ikke. Men man skal kunne se vanskelighederne i øjnene for at kunne handle. Det har jeg hermed gjort.
Det helt afgørende for miljøpolitikken er, at der eksisterer et folkeligt pres. Det skal være bredt. Det skal være folkeligt og det skal være stærkt politisk fokuseret og arbejde på tværs af grænserne. Og netop miljøområdet er kommet meget langt her. Længere end nogen anden folkelig organisering. Her har man taget globaliseringen alvorligt og er i fuld gang med at udnytte den til fordel for almindelige mennesker og langsigtede prioriteringer. Det skal fortsat udvikles i i netværk og organisationer og i tæt samspil med medier og beslutningstagere. Den ny europæiske forfatning sætter som noget nyt fokus på udviklingen af deltagerdemokrati på europæisk niveau. Det er en kæmpechance for græsrødder, der ønsker at udvikle sig endnu mere på tværs af grænserne. Meget vil afhænge af om det lykkes at gøre miljøsagen til en af de vigtigste sager i den fælles europæiske offentlighed som nu for alvor er ved at blive dannet. Her kan miljøorganisationerne og alle de grønne netværk blive helt afgørende.

Landbrugspolitiken - EU's smertensbarn.

EU´s landbrugspolitik bør ændres grundlæggende de næste 10 år, og med forfatningstraktaten bliver det et nyt kampfelt for Europaparlamentet. Desværre ikke fuldt ud, men europaparlamentet kan nu begynde at blande sig i landbrugspolitikken, der alt for længe er blevet styret af medlemsstaternes regeringer, der næsten alle sammen er meget påvirkede af de nationale landbrugslobbyer. Det er samtidig EU´ s aller dårligste samvittighed overfor den tredje verden med høje handelsmure. Dertil kommer miljøødelæggelser hos os selv, og så beslaglægger den en al for stor del af EU´ s budget. Afskaffelse af landbrugsstøtten kommer kun, hvis presset fortsættes og gøres konkret i de næste år, hvor EU desværre låste udgifterne fast til landbruget helt frem til 2013. Her kan kravet om mere og mere miljø og natur for de penge, der bruges, blive helt afgørende. Først med at sikre, at de 10 % af udgifterne, der kan bruges til miljøformål faktisk bruges til det formål overalt i Europa. Det var nok en kampagne værd. Og så koble den kamp sammen med en indsats i de nye medlemslande for at undgå at begå alle de samme fejl ,som vi har begået de sidste 40 år på landbrugsområdet. Noget der virkelig er muligt, hvis fokus fastholdes på, at landbrugsstøtten skal afskaffes fra 2013.

I det hele taget bør vi i det store forenede EU satse meget bevidst på at skabe og bevare natur. Bevare i de nye lande, der i dag har Europas naturrigdomme (for øvrigt sammen med landene udenfor EU længere østpå). Store skovområder, fantastiske deltaer, bjerge og sammenhængende sø- områder. Og samtidig skabe mere natur i vor del af EU i sammenhæng med ændringerne i EU´s landbrugspolitik. På den måde kan EU´s opfølgning af Johannesburg- topmødets beslutning om at standse forringelserne af biodiversiteten gå hånd i hånd med en naturkampagne i det udvidede EU. Med en støttet storstilet plan for naturbevarelse i de nye lande (og i samarbejde med landene østfor) og en hård kamp for at erobre natur tilbage hos os i de gamle medlemslande.

Grønne arbejdspladser.

Et andet fælles mobiliseringsprojekt får her overskriften: Fremtidens arbejdspladser skal være grønne. Med det mener jeg, at det vil være helt afgørende at koble indsatsen for at skabe fremtidens arbejdspladser i Europa sammen med den globale grønne dagsorden. Altså sammentænke indsatsen mod drivhuseffekten, mod havforurening, mod kemikalier i hverdagen sammen med at finde løsninger i Europa på det dramatiske pres som den stadig voldsommere arbejdsdeling lægger på os. Flere og flere arbejdspladser flytter ud, og mange europæere spørger med rette hvad vi skal leve af. Mit svar er, at vi selv skal tage fat og skabe et kæmpemæssigt europæisk miljø- forsknings- udviklings- og erhvervsprojekt. Det betyder, at EU skal satse på grøn innovation og grønne forskningsprojekter på EU-niveau, samt sikre at der er tilstrækkelige økonomiske ressourcer på EU, s budget for den næste 5 års - periode til disse formål. Energisiden er helt oplagt og ligger lige for. Fra energibesparelser i boligbyggeri og vedligeholdelse til en storstilet udbygning af alternativ energi. Samtidig må vi lære af Californien og opstille folkelige specifikke mål f.eks. om nul- emissionskøretøjer. Men også med krav til bilernes benzinøkonomi, afvikling af den gammeldags kemiske industri, som vi kender den i dag, og et stort projekt væk fra den oliebaserede økonomi og frem til en brintbaseret økonomi. Den teknologi vi råder over i dag er reelt forældet, og kan ikke klare de globale udfordringer. Samtidig vil en sådan ny økoindustriel revolution være en af de få måder, hvorpå vi fortsat kan klare os i den globale konkurrence. Vi kan håbe, at det ny europaparlament vil gøre sig til initiativfelt for at skabe denne helt afgørende sammentænkning. Afgørende vigtig for hele det ny EU, og afgørende for at undgå at udvidelsen vil blive opfattet som et nulsumsspil.

Desuden er det vigtigt, at EU´s krav implementeres. Derfor bør den kommende Kommission gå meget hårdere ud mod lande, der ikke følger de fastlagte implementeringsplaner. Det er vigtigt for de nye lande, så de ikke tror, at de kan slippe lettere om ved de krav, som de har forpligtet sig til ved optagelsen , men det er faktisk også vigtigere og vigtigere i de gamle medlemslande. Det er i de kommende år, der skal leves op til mange ret flotte formuleringer i beslutninger og rammedirektiver.

Alliancer er afgørende.

Og så skal det satses meget stærkere på de bredere politiske processer og kampen for reel bæredygtig udvikling. Det betyder, at integration af miljø i sektorområderne fremover bliver med faste mål og tidsfrister. Og det betyder, at den såkaldte Lissabon-proces skal gøres reel bæredygtig gennem mål og tidsfrister, netop for at sammenkoble den økonomiske udvikling med den grønne omstilling. Og en koordineret grøn skattereform presser sig på.
I de nye medlemslande betyder det også, at strukturfondsmidlerne i meget høj grad skal gå til at forbedre og udbygge miljøinfrastruktur så eksisterende strukturer f.eks. fjernvarmesystemer og kollektiv transport ikke forfalder.
ØMU-kravene bør også af miljøgrunde ændres så infrastrukturinvesteringer på miljøområdet ikke skal tælle med i stabilitetspagtens skrappe krav til budgetunderskud.
Desuden skal EU satse på at bevidstgøre forbrugerne. Give os reelle valgmuligheder. Gennem mange flere miljømærker samt krav til handelen om langt bedre information og valgmuligheder.
Kun en sådan bred indsats kan for alvor mobilisere mange i både de gamle medlemslande og i de ny. Hvis vi ikke forstår, at en sådan satsning er afgørende, risikerer vi, at de nye medlemmer kun fokuserer snævert på, hvor svært og dyrt det er for dem at leve op til de eksisterende direktiver. Og dermed med betydelig risiko for, at de vil modsætte sig fremdrift fremover.

Det er vigtigt at forny alliancerne i de kommende år for at sikre fremdrift. En af de mest afgørende vil være om det kan lykkes at skabe en tydelig alliance mellem miljøfolk bredt og den progressive industri. Også for at skille solnedgangsindustrier fra solopgangsindustrier.

Og så skal vi tage konsekvenserne af, at megen af den traditionelle forurening holder flyttedag. Det var konklusionen i Det Europæiske Miljøagenturs sidste store rapport fra 2003 om miljøsituationen i Europa, at Europas forurening flytter østpå. Også længere østpå end de nye medlemslande. Det understreger meget tydeligt, at hvis vi i Danmark - og i EU for den sags skyld - skal feje for egen dør skal vi også feje for andres døre. Yderligere understreget af at stadig flere af de produkter, som vi omgiver os med er produceret meget langt fra vore hjemlige strande.
Det burde føre til at EU udvikler et fokuseret miljøstøtteprogram til udviklingslandene og til landene øst for EU. Megen viden kan endnu hentes i Danmark fra de folk, der så succesrigt gennemførte den danske miljøstøtte til Central -og Østeuropa indtil den nuværende regering lukkede det. En sådan fokuseret indsats vil kunne få den samme positive virkning på erhvervslivet, som den danske hjælp havde.
Der bør fokuseres meget mere på at spare ressourcer, og EU bør i det hele taget tage en global førertrøje på, der både er stærk og effektiv, og som samtidig involverer alle de elementer, som EU råder over fra økonomisk bistand, til politiske konsultationer og overførsel af ny teknologi til udviklingslandene. Målet bør være for alvor at gøre EU til en grøn global stormagt - også til fordel for de nye solopgangsindustrier, som vi skal skabe i de kommende år i Europa. På den måde skabes også en alliance til det ønske, der findes i alle de europæiske befolkninger og i mange politiske kredse om, at EU skal spille en stærkere rolle på verdensscenen i forhold til USA. Miljø og ny teknologi kan blive en vigtig del af en stærkere europæiske rolle i verden.

Jeg nægter altså at gå i den tankefælde, der anser det for umuligt at løfte miljø de næste år på grund af EU´ s udvidelse med meget fattigere lande, der ikke vil kunne tænke længere end til at implementere allerede eksisterende direktiver. Men det afhænger meget af, hvordan den næste fremdriftsperiode “strikkes sammen” og hvilke alliancer, der kan skabes de næste år.